Købekraft og reallønninger i Europa: hvad lønnen kan købe efter inflationen

Mellem 2019 og 2024 steg den gennemsnitlige fuldtidsløn i Italien med 11,0 % og forbrugerpriserne med 18,5 %, så den samme løn kunne købe omkring 6,3 % mindre. I Bulgarien steg lønnen med 76,9 % og priserne med 31,1 %, så lønnen kunne købe omkring 34,9 % mere. Når man dividerer lønnen med priserne, får man en realløn, og det er den første betydning af købekraft: hvad en løn kan købe sammenlignet med et tidligere år. Den anden betydning sammenligner lande: hvad de samme penge kan købe i Sofia, Berlin eller Lissabon. Denne artikel dækker begge dele, viser metoden og siger, hvor hvert mål holder op med at være pålideligt.

To betydninger af »købekraft«

En nominel løn opgøres i valutaenheder. En reel løn fås ved at dividere disse enheder med et prisindeks og følger dermed, hvad lønnen kan købe. Når Europa-Kommissionen opgør reallønnen, redegør den klart for sin metode: »Reallønningerne blev beregnet ved hjælp af det harmoniserede forbrugerprisindeks som deflator« (Labour Market and Wage Developments in Europe, 2025, på engelsk). HICP er det forbrugerprisindeks, der beregnes i EU efter en harmoniseret tilgang og ét fælles sæt definitioner, og som hovedsagelig bruges til at måle inflation (Eurostats ordliste); det er det indeks, der bruges overalt på dette websted, og HICP vs. FPI forklarer, hvordan det adskiller sig fra de nationale indeks.

Når man sammenligner lande, er spørgsmålet et andet, fordi det ikke kun er lønnen, men også priserne, der er forskellige. Eurostats købekraftstandard (PPS) er »en kunstig valutaenhed«: i teorien kan én PPS købe den samme mængde varer og tjenester i alle lande, og PPS-værdier udledes ved at dividere et beløb i national valuta med landets købekraftsparitet (Eurostats ordliste). Den første betydning følger ét land over tid; den anden sammenligner lande på ét tidspunkt. De besvarer forskellige spørgsmål og bør ikke blandes sammen.

Sådan beregnes en realløn her

Løntallet er Eurostats fuldtidsjusterede gennemsnitsløn pr. lønmodtager (nama_10_fte), den serie, der vises på webstedets sider om gennemsnitsløn. Eurostat opbygger den ud fra nationalregnskaberne: løn og gager divideret med antallet af lønmodtagere og ganget med forholdet mellem fuldtidsansattes sædvanlige ugentlige arbejdstid og alle lønmodtageres, hentet fra arbejdskraftundersøgelsen (Eurostats metadata). Det er et bruttobeløb for hele økonomien, og det dækker alle EU-lande undtagen Nederlandene. Det seneste år er 2024; datasættet blev sidst opdateret den 12. november 2025.

Priserne måles med HICP: årsgennemsnittet af Eurostats månedlige indeks (prc_hicp_minr) for 2024 divideret med årsgennemsnittet for 2019. Lønnen regnes i hvert lands egen valuta, så valutakurser spiller ingen rolle. Den reelle ændring er lønforholdet divideret med prisforholdet:

• Tyskland: lønforhold 1,200 (44.827 € i 2019, 53.791 € i 2024), prisforhold 1,223; 1,200 ÷ 1,223 = 0,981, en reel ændring på −1,9 %.

Euro-kolonnen i tabellen nedenfor omregner nationale valutaer til euro med valutakurser og er kun med for at give en fornemmelse af størrelsen.

Euroområdet: lønnen blev overhalet af priserne i 2020 og 2022

For de 20 eurolande, som Eurostats serie dækker (Bulgarien indgår ikke), kan beregningen laves år for år.

euroflations beregning ud fra Eurostats nama_10_fte (euro) og årsgennemsnittet af prc_hicp_minr for euroområdet med 20 lande (de årlige rater svarer til dem i prc_hicp_ainr). Hvert år sammenlignes med det foregående. Dette websteds sider om inflationen i euroområdet bruger 21 lande, siden Bulgarien indførte euroen den 1. januar 2026, så et tal dér kan afvige med 0,1.

I 2022 steg priserne i gennemsnit med 8,4 % og lønnen med 4,7 %. Lønnen voksede igen hurtigere end priserne i 2023 og 2024, men over de fem år under ét ligger reallønnen stadig 1,5 % under niveauet i 2019.

Land for land, 2019–2024

Tabellen dækker de 26 lande i Eurostats serie (alle EU-medlemmer undtagen Nederlandene) og er sorteret efter den reelle ændring.

euroflations beregning ud fra Eurostats nama_10_fte (national valuta; euro-kolonnen omregnet med valutakurser) og prc_hicp_minr (årsgennemsnit), 2024 mod 2019. Den reelle ændring er beregnet ud fra de uafrundede værdier og kan derfor afvige med 0,1 fra de afrundede kolonner.

Lønnen voksede hurtigere end priserne i 19 af de 26 lande og langsommere i 7: Finland, Tyskland, Frankrig, Sverige, Grækenland, Tjekkiet og Italien. Lønnen steg med mere end halvdelen i Bulgarien, Rumænien, Ungarn, Litauen og Polen, hvor priserne steg med mellem 31 % og 52 %. Den reelle ændring siger intet om niveauet: Bulgariens reelle fremgang på 34,9 % efterlader stadig landet med den laveste løn i tabellen, 15.387 € i 2024. I Tjekkiet steg lønnen med 35,2 %, men priserne med 40,9 %.

Hvad Europa-Kommissionen finder

Kommissionens årlige gennemgang af udviklingen på arbejdsmarkedet og i lønningerne, offentliggjort i oktober 2025, måler reallønnen med sin AMECO-database og HICP. Den skriver, at reallønnen »faldt betydeligt i 2022 og, mere moderat, i første halvdel af 2023«, at den annualiserede reallønsvækst blev positiv i tredje kvartal af 2023 og nåede 2,7 % i 2024, og at reallønnen i EU i 2024 »forblev i gennemsnit 0,7 % under niveauet i 2019« (kapitel 2). Samme kapitel opdeler landene i grupper. Reallønnen lå 12–18 % over niveauet i 2019 i Ungarn, Litauen, Letland, Polen, Portugal og Slovenien og mere end 20 % over i Bulgarien, Kroatien og Rumænien; i Østrig, Belgien, Cypern, Danmark, Estland, Irland, Malta, Slovakiet og Spanien lå den mindre end 7 % over; den lå mindre end 3 % under i Finland, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Nederlandene, Luxembourg og Sverige og mere end 4 % under i Tjekkiet og Italien.

De to sæt tal er enige om retningen i de fleste lande: de ni lande, som Kommissionen placerer under niveauet i 2019, omfatter de syv, der ligger under nul i tabellen, plus Nederlandene, som Eurostats serie ikke dækker, og Luxembourg. De stemmer ikke overens land for land. Kommissionens landetal er hentet fra AMECO (figur 2.5 i rapporten), en anden lønserie end Eurostats løn, som er brugt her, og rapporten redegør ikke for, hvordan de to serier hænger sammen. Letland og Polen ligger for eksempel i Kommissionens gruppe på 12–18 % mod 7,3 % og 10,0 % i tabellen, Kroatien ligger over 20 % hos Kommissionen mod 15,7 % i tabellen, og Luxembourg ligger under niveauet i 2019 hos Kommissionen mod +5,6 % i tabellen. Kommissionens tal er dens eget offentliggjorte mål; tabellen anvender den samme idé, løn divideret med HICP, på den løn, der indgår på webstedets egne sider.

Husholdningernes indkomst er et andet spørgsmål

Eurostat offentliggør også en officiel serie i faste priser for husholdningerne som helhed: husholdningernes disponible bruttoindkomst pr. indbygger, deflateret med et prisindeks for husholdningernes forbrug, med 2008 = 100 (tepsr_wc310). Det er ikke en lønserie: den måler den disponible indkomst for husholdningerne (inklusive nonprofitinstitutioner rettet mod husholdninger) som helhed, divideret med befolkningen og med en prisdeflator for husholdningernes forbrug; Eurostats metadata beskriver denne beregning for den korrigerede variant af indkomsten, hvortil der er lagt sociale overførsler i natura. I EU lå den på 107,97 i 2019 og 115,57 i 2025, altså 7,0 % højere; i euroområdet (21 lande) steg den fra 104,95 til 110,64, altså 5,4 % højere. En løn kan sakke bagud i forhold til priserne i et år, hvor husholdningernes indkomst ikke gør, og omvendt.

Mellem lande: hvad mindstelønnen kan købe

Et direkte eksempel på en sammenligning mellem lande er Eurostats serie for mindsteløn, som angiver den nationale bruttomindsteløn pr. måned i euro og i PPS, omregnet med købekraftspariteter for husholdningernes forbrug (earn_mw_cur; metadata). Den dækker de 22 EU-lande med en national mindsteløn; Østrig, Danmark, Finland, Italien og Sverige er ikke med. Tabellen viser satsen pr. 1. juli 2026, sorteret efter PPS.

Kilde: Eurostat, earn_mw_cur, 1. juli 2026 (2026-S2), månedlige bruttobeløb; PPS-serien bruger de seneste tilgængelige købekraftspariteter, og Eurostat markerer PPS-værdierne for 2026 som skøn.

I euro er den højeste sats (Luxembourg, 2.771 €) 4,5 gange så høj som den laveste (Bulgarien, 620 €); i PPS er den højeste (Tyskland, 2.164) 2,3 gange så høj som den laveste (Estland, 935). Rækkefølgen ændrer sig også. Spaniens mindsteløn er 27 % højere end Polens i euro (1.425 € mod 1.119 €), men de to ligger inden for 1 % af hinanden i PPS (1.556 mod 1.547). I syv lande (Belgien, Estland, Frankrig, Tyskland, Irland, Luxembourg og Nederlandene) er PPS-tallet lavere end eurotallet. Webstedets sider om mindsteløn viser beløbene i euro og historikken for hvert land.

Hvad tallene udelader

• Et gennemsnit, ikke en typisk lønmodtager. Lønnen er et gennemsnit: den samlede løn divideret med antallet af lønmodtagere og skaleret til fuldtidstimer. Den ændrer sig, når sammensætningen af job ændrer sig, og ikke kun når lønnen for det samme job ændrer sig.
• Før skat. Tallene er brutto, før indkomstskat og lønmodtagernes sociale bidrag. Eurostats serie for nettoløn (earn_nt_netft) findes i PPS og i faste priser, men i udgivelsen fra 1. oktober 2026 er beløbene for 2024 omkring en tolvtedel af de årlige beløb i årene før og efter og er markeret som et brud i serien, og de deraf følgende reelle ændringer (omkring −90 % for 2024 og omkring +1.100 % for 2025 i EU-landene) kan ikke bruges, så denne artikel bygger ikke på den.
• Ét prisindeks. HICP følger husholdningernes forbrugsudgifter, og dets metadata opregner beregnet lejeværdi af egen bolig (boligejernes fiktive husleje) blandt de poster, det ikke dækker. Se hvad der indgår i inflationens varekurv og boligpriser, huslejer og inflation. En husholdning med et andet budget oplever en anden prisændring; fødevareinflation er ét eksempel.
• Aktualitet. Lønserien slutter i 2024, så denne artikel kan ikke sige, hvad der skete med lønnen i 2025 eller 2026. Kommissionens tal for 2025 i dens gennemgang er fremskrivninger og gentages ikke her.
• Ikke et mål for tilstrækkelighed. En positiv reel ændring betyder, at lønnen kunne købe mere end i 2019; den siger ikke, om lønnen er tilstrækkelig.

Mere på dette websted

• Inflationsberegneren omsætter en prisændring til et beløb: indtast et beløb og to måneder, så giver den det tilsvarende beløb med HICP. Hvert land har sin egen version, for eksempel Tyskland.
• Siderne om gennemsnitsløn og mindsteløn rangordner landene og viser hvert lands historik; lønsiden for euroområdet viser det aggregat, der er brugt ovenfor.
• Prisniveauet for dagligvarer sammenligner prisniveauet for fødevarer mellem lande, og siden om inflationen i euroområdet har den seneste månedlige rate.
• Det, en opsparer får, er den anden side af samme regnestykke: siden om opsparingsrente sætter det, bankerne betalte husholdningerne på etårige tidsindskud i hvert euroland, op mod inflationen.

Kort fortalt

• En realløn er løn divideret med priser. Fra 2019 til 2024 steg den i 19 af 26 lande og faldt i 7 (Finland, Tyskland, Frankrig, Sverige, Grækenland, Tjekkiet, Italien); i euroområdet med 20 lande steg lønnen med 18,5 % og priserne med 20,3 %.
• I euroområdet faldt reallønnen i 2020 og 2022 og steg i 2021, 2023 og 2024.
• Europa-Kommissionen opgør EU's realløn i 2024 til 0,7 % under niveauet i 2019; dens landetal bruger en anden lønserie, så de afviger fra tabellen for nogle lande.
• Mellem lande fjerner PPS forskelle i prisniveau: den højeste mindsteløn er 4,5 gange så høj som den laveste i euro og 2,3 gange så høj i PPS.
• Tallene er brutto og gennemsnit og slutter i 2024; de siger ikke, om lønnen er tilstrækkelig.

Tal: Eurostat (fuldtidsjusteret gennemsnitsløn nama_10_fte, HICP prc_hicp_minr og prc_hicp_ainr, mindstelønninger earn_mw_cur, husholdningernes realindkomst tepsr_wc310, nettoløn earn_nt_netft) og Europa-Kommissionen (Labour Market and Wage Developments in Europe, Annual Review 2025). euroflation er et uafhængigt projekt og er ikke tilknyttet Eurostat, Europa-Kommissionen eller EU. Intet her er finansiel rådgivning. Citaterne er fra de engelske originaler.