Én valuta, enogtyve inflationstal — derfor går landene i eurozonen hver sin vej

Eurozonen har én valuta, én centralbank og ét inflationsmål på 2 % — og i en hvilken som helst måned enogtyve forskellige inflationstal. Spændet mellem det højeste og det laveste nationale tal er ofte større end selve målet. Det er ikke et måleproblem: hvert lands tal beregnes af Eurostat efter den samme HICP-definition. Forskellene er reelle, og de har vedvarende, strukturelle årsager.

Forbrugskurven er national

Metoden bag HICP er harmoniseret; indkøbskurven er det ikke. Hvert lands indeks vægter varerne efter, hvad landets egne husholdninger faktisk køber. Energi og fødevarer vejer langt tungere i medlemslande med lavere indkomst, så et globalt chok i energi- eller fødevarepriserne flytter deres samlede inflation langt mere end Tysklands eller Frankrigs. Den samme oliepris kan alene via vægtene give synligt forskellige inflationstal.

Energieksponering er mere end en vægt

Ud over kurven er landene forskellige med hensyn til, hvordan energipriserne når frem til husholdningerne: hvordan elpriserne reguleres, hvor hurtigt engrospriserne slår igennem på regningerne, hvor meget opvarmningen hviler på gas frem for fjernvarme, og om regeringerne lægger loft over eller subsidierer priserne under chok. To nabolande med præcis samme energivægt kan stadig gå hver sin vej i et år eller mere, fordi det ene justerer de regulerede tariffer én gang om året, mens det andet sender spotpriserne videre hver måned.

Indhentningsvækst hæver priserne — som tilsigtet

Eurolande med lavere indkomst, der vokser hurtigere end kernelandene, har typisk en strukturelt højere inflation — Balassa–Samuelson-effekten. Produktiviteten i deres eksporterhverv indhenter hurtigt forspringet, lønningerne stiger i hele økonomien, og priserne på indenlandske tjenester følger med. Det er konvergens, der virker efter hensigten: når prisniveauet nærmer sig gennemsnittet for eurozonen, viser det sig undervejs som inflation over gennemsnittet. Det er en væsentlig grund til, at de baltiske lande i store dele af euroens historie har ligget over inflationen i eurozonen.

Skatter, administrerede priser og engangstiltag

Ændringer i moms og punktafgifter samt administrerede priser — billetpriser i den kollektive trafik, regulerede huslejer, tobak — indgår direkte i HICP. En enkelt budgetbeslutning kan lægge en synlig del af et procentpoint til eller trække den fra ét lands tal, mens nabolandene er upåvirkede. Effekterne forsvinder efter tolv måneder, men de sørger for, at de nationale tal aldrig bevæger sig i takt.

Tjenester, lønninger og bolig

Inflationen i tjenester er for det meste hjemmegroet: den følger den lokale lønudvikling, ikke de globale varepriser. Lande med stramme arbejdsmarkeder har højere inflation i tjenester i årevis ad gangen. Boligudgifterne indgår også forskelligt fra økonomi til økonomi — lejemarkederne varierer enormt i størrelse og regulering — så de samme rentevilkår giver forskellig målt boliginflation.

Hvorfor ECB ikke kan fjerne spændet

Den Europæiske Centralbank fastsætter én rente for hele området og har et mål for inflationen i eurozonen, ikke for noget enkelt land. Når det samlede tal er i mål, mens ét medlemsland har høj inflation og et andet lav, er ECB's mandat opfyldt. De nationale regeringer har de resterende værktøjer — finanspolitikken, skattebeslutningerne, institutionerne for lønfastsættelse og indretningen af energimarkedet. Derfor består de nationale inflationsforskelle inden for en valutaunion, og derfor er det vigtigt at sammenligne medlemslandene: gennemsnittet for eurozonen fortæller, hvad ECB ser, mens landesiderne og rangeringerne her på webstedet fortæller, hvad husholdningerne i hvert land faktisk oplever.

Sådan læser du rangeringen

Når du sammenligner lande, er der tre vaner, der holder billedet ærligt. Læs hvert land i forhold til gennemsnittet for eurozonen, ikke kun i forhold til yderpunkterne. Tjek, om et udsving er bredt funderet eller drevet af energi og fødevarer, som vender hurtigst. Og husk, at de nyeste tal for nogle lande er foreløbige skøn, der revideres inden for få uger — en lille rokade i toppen af rangeringen mellem det foreløbige skøn og den endelige opgørelse er normalt og ikke en nyhed.