Boliglånsrenter i eurozonen: Derfor betaler dit land mere eller mindre

ECB fastsætter én styringsrente for hele eurozonen, men den boliglånsrente, en husstand i Riga, Paris eller Lissabon får tilbudt, kan i samme måned variere med hele procentpoint. Intet af det spænd skyldes valutakursrisiko — valutaen er den samme hele vejen. Forskellene kommer af den måde, hvert nationalt realkredit- og boliglånsmarked er bygget op på. De afgør ikke kun, hvad nye låntagere betaler, men også hvor hurtigt ECB's politik når frem til dem, der allerede har et lån.

Fast eller variabel: den dybeste skillelinje

Det vigtigste nationale kendetegn er, om boliglånsrenten er variabel eller ligger fast. I Finland og de baltiske lande har langt de fleste boliglån variabel rente, som typisk genfastsættes hver sjette eller tolvte måned ud fra Euribor — euroens interbankrente, der følger ECB's politik næsten mekanisk. Når ECB ændrer renten, bevæger de månedlige ydelser i Helsinki og Tallinn sig inden for et år. I Frankrig, Tyskland, Belgien og Nederlandene dominerer lange rentebindinger — ofte ti år eller mere, i Frankrig normalt i hele lånets løbetid. Her rammer en renteændring kun nye låntagere og dem, der omlægger; de eksisterende ydelser ændrer sig slet ikke. De sydlige markeder ligger midt imellem: Spanien og Portugal har historisk haft mange lån med variabel rente, men har bevæget sig mod fast rente, siden renterne steg.

Hvorfor det samme lån prissættes forskelligt

Oven på fordelingen mellem fast og variabel rente er der fire nationale lag, som bestemmer den tilbudte rente. Finansieringsmodellerne varierer: banker, der låner ud på grundlag af stabile indlån eller særligt dækkede obligationer, kan prissætte anderledes end banker, der støtter sig til markedsfinansiering. Konkurrencen er meget forskellig — nogle få dominerende banker lægger en større margin på end et tæt marked, hvor bankerne kæmper om låntagerne. De juridiske omkostninger ved misligholdelse betyder noget: hvor det er langsomt og dyrt at realisere sikkerheden, betaler alle låntagere lidt ekstra for den risiko. Også produktreglerne varierer — Frankrigs lofter over urimeligt høje renter og udbredte statstilknyttede garantier giver de velkendte lave annoncerede renter; andre markeder indregner samme risiko i selve renten.

Hvad det betyder, når renterne bevæger sig

I praksis handler det om en asymmetrisk transmission. På markeder med variabel rente slår ECB's stramninger hurtigt og bredt igennem — husholdningsbudgetterne tilpasser sig i løbet af måneder, og det er en af grundene til, at renteforhøjelser køler forbruget hurtigere i de baltiske lande end i Frankrig. På markeder med fast rente virker stramninger langsomt og ujævnt, hovedsagelig gennem boligomsætningen og omfanget af nye lån. Den samme asymmetri går den anden vej, når renterne falder: låntagere med variabel rente får automatisk lettelse, mens låntagere med fast rente kun får det ved en omlægning — hvis kontrakten og de nationale regler tillader det til en lav pris.

Sådan læser du webstedets sider om boliglånsrenter

Landesiderne viser ECB's harmoniserede MIR-serie: den gennemsnitlige rente på nye boliglån til husholdninger, fordelt på land og måned. Tre ting skal holdes adskilt. Det er et gennemsnit af nye aftaler — ikke det, eksisterende låntagere betaler, hvilket i lande med fast rente kan ligge langt under dagens tilbud. Forskellene mellem landene afspejler til dels selve blandingen af fast og variabel rente: gennemsnittet på et marked med variabel rente følger Euribor tæt, mens gennemsnittet på et marked med fast rente rummer en løbetidspræmie. Tallet følger desuden pengepolitikken med forsinkelse — sammenlign dets retning med renten på indlånsfaciliteten over kvartaler, ikke uger, for at se transmissionen virke.